Kurrild-Klitgaard's blog & homepage

It's (still) the weather, stupid!

2012-01-25T12:40:00.002+01:00

Som jeg tidligere har omtalt, har jeg beskæftiget mig med at teste nogle klassiske modeller af på et originalt dansk emne: Hvad er det, der påvirker, hvor mange der deltager i 1. maj demonstrationer? Artiklen er nu færdig og udgivet i Public Choice, hvor den vil kunne læses af folk, der har net-adgang via et bibliotek eller et universitet. Her er sammendraget:

"We investigate the possible explanations for variations in aggregate levels of participation in large-scale political demonstrations. A simple public choice inspired model is applied to data derived from the annual May Day demonstrations of the Danish labor movement and socialist parties taking place in Copenhagen in the period 1980–2011. The most important explanatory variables are variations in the weather conditions and consumer confidence, while political and socio-economic conditions exhibit no robust effects. As such accidental or non-political factors may be much more important for collective political action than usually acknowledged and possibly make changes in aggregate levels of political support seem erratic and unpredictable."

En mere "populær" version optrådte for to år siden som kronik i Berlingske. På min gamle blog har redacteuren, den gode Christian Bjørnskov, været så flink at give den et par venlige ord med.

2012: There you go again ...

2012-01-04T22:30:00.002+01:00

Med tirsdagens caucus-valg i Iowa er 2012's amerikanske præsidentvalgkamp for alvor, formelt skudt i gang. Jeg var i den forbindelse en tur forbi DR's Deadline 22.30 for at drøfte de Republikanske kandidater, der måske får chancen til at dyste med Barack Obama. Jeg har også haft lejlighed til at "kloge" mig om Republikanernes "mangel" på en Reagan (JP), det mulige udfald (JP) og det faktiske udfald i Iowa et par gange (Ritzau, JP). En lille blog-kommentar til en blog-post af Berlingskes USA-korrespondent David Trads om præsidentvalgets vigtighed har også affødt dialog om, hvor vigtige/uvigtige den slags egentlig er.

Uanset hvad, bliver 2012 givetvis endnu et spændende år for de af os, der følger amerikansk politik intenst.

Finanslovs-fjolleri

2011-11-30T14:23:00.000+01:00

Er "ansvarlige" partier forpliget til at stemme for finansloven? Det har været en udbredt opfattelse i dansk politik siden 1920-21, og dansk politologis "grand old man", professor Erik Rasmussen, studerede normen og dens udvikling intensivt.

Jeg er uenig. Jeg argumenterer i en blogpost for, at der er mindst fem gode grunde til at stemme nej til finanslove (hvis man altså er uenige i dem).

Kontraktpolitik, kulturkamp og ideologi 2001-2011

2011-11-08T11:09:00.000+01:00

Jeg var forleden taler ved et ganske velbesøgt møde om "Den borgerlige opposition de kommende år" hos den borgerlige tænketank CEPOS. Mit eget indlæg tog udgangspunkt i en artikel, "Kontraktpolitik, kulturkamp og ideologi 2001-2011", som jeg fornylig publicerede i tidsskriftet "Økonomi & Politik" (nr. 3/2011). Interesserede kan se mine PowerPoint-dias her og video med selve indlægget (og efterfølgende debat med Claus Hjort Frederiksen, Martin Henriksen, Simon Emil Ammitzbøll og Lars Barfoed) her. Et af de centrale dias er det hosstående.

PS. Dagbladet Børsen havde en leder om mødet her.

Aggregerings-paradoks i praksis

2011-09-27T15:00:00.002+02:00

Marquis de Condorcet

En ny meningsmåling fra Voxmeter viser, at hvis folketingsvalget blev afholdt i dag, og hvis stemmerne iøvrigt faldt som i målingen, ville vi have haft et eksempel på et "aggregerings-paradoks": Hvor en aggregering af stemmerne giver et andet resultat end dét, som et flertal ønsker--en type "valgparadoks" først identificeret af Marquis de Condorcet. I nærværende tilfælde, at 50,1 pct. af vælgerne ville have foretrukket en regering ledet af Lars Løkke Rasmussen, mens et flertal af mandaterne (90 mod 89) ville have peget på Helle Thorning-Schmidt.

Et sådant paradoks er faktisk forekommet ved tidligere valg. I 1990 stemte et flertal af vælgerne på partier, der ønskede Svend Auken (S) som statsminister, men et flertal af mandaterne i Folketinget pegede på Poul Schlüter (K). Det kunne være sket siden: Var der i 1998 blevet flyttet 90 stemmer på Færøerne, ville man have haft samme resultat, men med omvendt farve: Så ville et flertal af vælgerne have støttet en regering med Poul Nyrup Rasmussen (S) som statsminister, mens et flertal på 90 mandater i Folketinget ville have støttet Uffe Ellemann-Jensen (V).

I Financial Times ...

2011-09-19T14:14:00.001+02:00

Mig om bl.a. Helle Thorning-Schmidt, de danske vælgere og valget, i Financial Times, på valgdagen:

“People do not seem to be making a whole-hearted embrace of the left but they are tired of the current government”

Dén dag i New York

2011-09-10T22:57:00.000+02:00

Jeg har ved en tidligere lejlighed skrevet og senere blogget lidt om 11/9. Her--ti år efter--har jeg så en kronik i Berlingske om begivenheden. Et lidt personligt og aldeles upolitologisk perspektiv.

Moralister stjæler ...

2011-08-02T00:00:00.000+02:00

Eller ihvertfald tyder forskning på, at moralfilosoffer stjæler flere biblioteksbøger end andre. Go figure ...

Obama, Osama & 2012

2011-07-18T20:45:00.000+02:00

Jeg har på min Magt & Marked blog begået to blog-poster om amerikanernes likvidering af Osama bin Laden, og hvad dette kunne betyde for præsident Obamas popularitet og præsidentvalget i 2012. Den ene var umiddelbart efter nyheden--den anden var her to en halv måned efter.

Konklusionen var den samme: Betydningen for Obamas popularitet har været voldsomt overvurderet. Først og sidst er det økonomien, der afgør amerikanske præsidentvalg, og på den konto er Obama i alvorlige problemer.

Skal vi have faste valgperioder for Folketinget?

2011-06-06T22:15:00.000+02:00

Deadline, 22.30, 5.VI.2011, med Martin Breum

Jeg var på Grundlovsdag i år en tur forbi Deadline på DR2 for at drøfte mulig grundlovsreform, herunder fordele og ulemper ved at have faste valgperioder uden muligheden for udskrivning af valg i utide--som det kendes fra bl.a. danske kommuner, Europa Parlamentet, og parlamenterne i vore to nordiske broderlande Norge & Sverige (og måske snart også i det britiske Underhus).

"Social værnepligt" = velfærdsslaveri

2011-02-14T11:29:00.000+01:00

Jeg er kommet ud i en længere debat med den tænksomme og interessante RUC-historiker Henrik Jensen på baggrund af hans forslag om, at alle danskere skal arbejde et halvt år i social-, sundheds- og kultur-sektorerne som en slags "social værnepligt". Mit første modsvar er her, hans replik her, og min duplik her.
Vi bliver nok ikke enige, men jeg synes selv, at det måske mest interessante er, at Henrik Jensen kalder sine indlæg for "Sit samfund skylder man alt" og "Frihed til at gøre det rette". For mens alle mennesker nok børe anerkende deres "gæld" til andre, tror jeg nu nok, at det er få eller ingen, der skylder deres "samfund" intet mindre end "alt", og hvis frihed er noget, er det så ikke netop retten til at gøre noget andet, end det andre mener er det rette?

Reagans "fusionisme"

2011-02-08T12:04:00.002+01:00

Fra stiftelsen af "Det Danske Ronald Reagan Selskab", 6.II.2011

Som jeg har noteret andetsteds, ville Ronald Reagan forleden være fyldt 100 år. Jeg havde anledning til at markere det sammen med en række andre, herunder sammen med bl.a. Søren Pind drøfte Reagans "fusionisme", altså hans kombination af (klassisk) liberale synspunkter og mere traditionalistisk konservative. Dette var et perspektiv, der i virkeligheden kun gik lidt længere tilbage end Reagan, til kredsene omkring Frank S. Meyer og William F. Buckley, og som reelt repræsenterede et særegent nyt skridt i amerikansk "konservatisme". Her kommer to passager, der illustrerer perspektivet hos Reagan.

Det første er uddrag fra en tale, "Our Time Is Now, Our Moment Has Arrived", holdt i marts 1981 ved årsmødet i CPAC (Conservative Political Action Committee):

"There are so many people and institutions who come to mind for their role in the success we celebrate tonight. Intellectual leaders like Russell Kirk, Friedrich Hayek, Henry Hazlitt, Milton Friedman, James Burnham, Ludwig von Mises—they shaped so much of our thoughts.

It’s especially hard to believe that it was only a decade ago, on a cold April day on a small hill in upstate New York, that another of these great thinkers, Frank Meyer, was buried. He’d made the awful journey that so many others had: He pulled himself from the clutches of “The God That Failed,” and then in his writing fashioned a vigorous new synthesis of traditional and libertarian thought—a synthesis that is today recognized by many as modern conservatism.

It was Frank Meyer who reminded us that the robust individualism of the American experience was part of the deeper current of Western learning and culture. He pointed out that a respect for law, an appreciation for tradition, and regard for the social consensus that gives stability to our public and private institutions, these civilized ideas must still motivate us even as we seek a new economic prosperity based on reducing government interference in the marketplace.

Our goals complement each other.
We’re not cutting the budget simply for the sake of sounder financial management. This is only a first step toward returning power to the States and communities, only a first step toward reordering the relationship between citizen and government. We can make government again responsive to people not only by cutting its size and scope and thereby ensuring that its legitimate functions are performed efficiently and justly.

Because ours is a consistent philosophy of government, we can be very clear: We do not have a social agenda, separate, separate economic agenda, and a separate foreign agenda. We have one agenda. Just as surely as we seek to put our financial house in order and rebuild our nation’s defenses, so too we seek to protect the unborn, to end the manipulation of schoolchildren by utopian planners, and permit the acknowledgement of a Supreme Being in our classrooms just as we allow such acknowledgements in other public institutions.

[...]

But beyond this, beyond this we have to offer America and the world a larger vision. We must remove government’s smothering hand from where it does harm; we must seek to revitalize the proper functions of government. But we do these things to set loose again the energy and the ingenuity of the American people. We do these things to reinvigorate those social and economic institutions which serve as a buffer and a bridge between the individual and the state—and which remain the real source of our progress as a people.

And we must hold out this exciting prospect of an orderly, compassionate, pluralistic society—an archipelago of prospering communities and divergent institutions—a place where a free and energetic people can work out their own destiny under God."

[...]

At our last official function, I told the Prime Minister [Thatcher] that everywhere we look in the world the cult of the state is dying. And I held out hope that it wouldn’t be long before those of our adversaries who preach the supremacy of the state were remembered only for their role in a sad, rather bizarre chapter in human history. The largest planned economy in the world has to buy food elsewhere or its people would starve.

We’ve heard in our century far too much of the sounds of anguish from those who live under totalitarian rule. We’ve seen too many monuments made not out of marble or stone but out of barbed wire and terror. But from these terrible places have come survivors, witnesses to the triumph of the human spirit over the mystique of state power, prisoners whose spiritual values made them the rulers of their guards. With their survival, they brought us “the secret of the camps,” a lesson for our time and for any age: Evil is powerless if the good are unafraid.

[...]

This is a time for choosing.

I made a speech by that title in 1964. I said, “We’ve been told increasingly that we must choose between left or right.” But we’re still using those terms—left or right. And I’ll repeat what I said then in ‘64. “There is no left or right. There’s only an up or down.” Up to the ultimate in individual freedom, man’s age old dream, the ultimate in individual freedom consistent with an orderly society—or down to the totalitarianism of the ant heap. And those today who, however good their intentions, tell us that we should trade freedom for security are on that downward path.

Those of us who call ourselves conservative have pointed out what’s wrong with government policy for more than a quarter of a century. Now we have an opportunity to make policy and to change our national direction. All of us in government—in the House, in the Senate, in the executive branch—and in private life can now stand together. We can stop the drain on the economy by the public sector. We can restore our national prosperity. We can replace the overregulated society with the creative society. We can appoint to the bench distinguished judges who understand the first responsibility of any legal system is to punish the guilty and protect the innocent. We can restore to their rightful place in our national consciousness the values of family, work, neighborhood, and religion. And, finally, we can see to it that the nations of the world clearly understand America’s intentions and respect for resolve."

Det andet er et lidt ældre citat, fra et 1975-interview i det klassisk-liberale magasin, Reason Magazine:

""I don’t believe in a government that protects us from ourselves."

Those of us concerned about liberty have had good reason of late to be interested in Ronald Reagan. Increasingly, California’s former governor has been turning up in first place among Republican figures in political opinion polls, among Independents as well as Republicans. In addition, in recent months Reagan has taken to using the term "libertarian" (or "libertarian-conservative") to describe his political philosophy.

[...]

REASON: Governor Reagan, you have been quoted in the press as saying that you’re doing a lot of speaking now on behalf of the philosophy of conservatism and libertarianism. Is there a difference between the two?

REAGAN: If you analyze it I believe the very heart and soul of conservatism is libertarianism. I think conservatism is really a misnomer just as liberalism is a misnomer for the liberals–if we were back in the days of the Revolution, so-called conservatives today would be the Liberals and the liberals would be the Tories. The basis of conservatism is a desire for less government interference or less centralized authority or more individual freedom and this is a pretty general description also of what libertarianism is.

Now, I can’t say that I will agree with all the things that the present group who call themselves Libertarians in the sense of a party say, because I think that like in any political movement there are shades, and there are libertarians who are almost over at the point of wanting no government at all or anarchy. I believe there are legitimate government functions. There is a legitimate need in an orderly society for some government to maintain freedom or we will have tyranny by individuals. The strongest man on the block will run the neighborhood. We have government to insure that we don’t each one of us have to carry a club to defend ourselves. But again, I stand on my statement that I think that libertarianism and conservatism are travelling the same path."

Min nye Berlingske-blog, "Magt og Marked"

2011-02-03T23:18:00.001+01:00

Jeg er nu begyndt at blogge fast på Berlingske, på min egen blog "Magt og Marked"--og dér lægger jeg ud med en kommentar i anledning af Ronald Reagans 100 års fødselsdag søndag.

Jeg vil derudover også fast skrive min egen klumme for Berlingske, fantasiløst kaldet "Kurrilds". Den første af disse handlede om Henrik Jensens forslag om at indføre et halvt års tvungen "samfundspligt" for alle--altså en slags velfærds-slaveri.

Her på stedet vil jeg fra tid til anden smide forskellige ting af direkte eller indirekte forskningsmæssig relevans, og som ikke rigtigt egner sig til avisernes univers.

Hvad "nyt" siger meningsmålingerne? Ikke så meget (II)

2011-01-12T14:47:00.001+01:00

Jeg har lige revideret mit vægtede gennemsnit fra forleden, så det inkluderer den seneste måling fra YouGov Zapera (der, en passant, giver fortsat rødt flertal og lavest målte tilslutning til Konservative nogensinde). Så ser de opdaterede tal (med samme model af vægtning af antal respondenter og datoer) således ud:

A: 27,9%

B: 6,6%

C: 5,0%

F: 13,4%

I: 6,8%

K: 0,5%

O: 13,4%

V: 22,8%

Ø: 3,7%

“Rød blok”: 51,9%

Nu har vi så i alt fire målinger med totalt 5.400 respondenter på godt en uge, der aggregeret viser et relativt lille, men grundlæggende stabilt “rødt flertal”.

Mine penge er (som hidtil) på, at hvis dét billeder ikke ændrer sig, bliver der først udskrevet valg i oktober. Selv ikke om f.eks. Børsen dd. taler meget for et maj-valg (ovenpå 2020-plan, Vækstforum-udspil, o.s.v.), har jeg svært ved at tro på, at en statsminister–ceteris paribus–ikke vil vælge at tage fem måneder mere snarere end at gå på en slags politisk efterløns-ordning.

Hvad “nyt” siger meningsmålingerne? Ikke så meget

2011-01-08T23:38:00.000+01:00

Har statsminister Lars Løkke Rasmussens offensive strategi virket eller fejlet hos vælgerne? Og er der "total koks i meningsmålingerne", når hele tre målingerne på mindre end et døgn tilsyneladende viser ret forskellige resultater?

Lad os tage det sidste først. Det virker på mange paradoksalt, at man samme dag kan have én politisk meningsmåling, der for første gang i lang tid viser et ikke-socialistisk flertal og med Socialdemokraterne og SF bombet tilbage til 2007-niveau (Megafon)--mens man så omvendt i to andre får uændret rødt flertal og endog med den største tilslutning til Socialdemokraterne i mange år (Greens og Gallup). Særligt den sidste faktor (en forskel på knap 6 pct.point) er svær at forklare med andet end, at meningsmålingsinstitutterne ikke har samme sammensætning af deres "repræsentative udvalg". Men derudover er de fleste udsving indenfor eller tæt på den statistiske usikkerhed--omend der er bemærkelsesværdigt mange partier, for hvem de tre målinger indbyrdes har relativt store udsving: LA (4,3-7,8%), V (21,6-24,3%), DF (12,2-14,6%), Konservative (4,5-6,3%), Radikale (5,5-7,5%) og Enhedslisten (2,9-4,6%).

Med andre ord, set i "fugleperspektiv": Det er nok ikke så meget målingerne, som de journalister og politikere, der overfortolker disses betydning, der er "koks" i.

Men hvad med det første spørgsmål: Har statsministerens offensive udspil forandret noget i den politiske balance? Og hvad er det i givet fald?

For at besvare det, har jeg lavet en sammenvejet gennemsnit af de tre målinger, hvor jeg har vægtet dels for undersøgelsernes alder (således at nye tæller mere end ældre) og dels for antal respondenter (således at målinger med flere tæller tilsvarende mere dem med færre). Det første er ikke det helt store problem her, idet målingerne var stort set samtidige, omend med små forskelle (Megafon er nyest); det andet kunne potentielt være vigtigt, idet der var 30-40 pct. flere respondenter i Gallup/Green-målingerne end hos Megafon. (Imod at det sidste skulle betyde noget taler, at forskellen, når man først er over 1.000 respondenter, statistisk set er beskeden, og at Megafon omvendt siden 1998 har været bedst til at forudsige resultaterne på selve valgdagen.)

Her er mine resultater ved denne metode (som altså i tilvejebringelsen er lidt forskellig fra dem, jeg tidligere har puslet med):

A: 28,6%

B: 6,8%

C: 5,4%

F: 12,3%

I: 6,0%

K: 0,5%

O: 13,3%

V: 23,4%

Ø: 3,6%

"Rød blok": 51,3%

Trods småforskelle i metoden, kan disse fordelinger ganske rimeligt sammenlignes med de snit, jeg fornylig lavede for november-december. Hvad ser man så?

Stort set uforandret billede. En binær korrelation af stemmeandelene viser, at de er stort set ens (R2=0,97).
"Rød blok" er gået tilbage. Knap 1,5 pct.point.
"Rød blok" har fortsat flertal. (Omregnes dette til mandater, er ABØF's parlamentariske styrke endog større, takket være tre af de fire nordatlantiske mandater, så der er faktisk fortsat ikke skyggen af "blåt" flertal, selv ikke i Megafon-målingen.)
V og (i mindre grad) A er som "hovedfronterne" i debatten gået frem, men primært på bekostning af andre koalitions-partnere (LA, K & DF vs. SF & EL).

Med andre ord: Statsministerens "gamble" har haft en vis effekt--har flyttet stemmer henover midten og til Venstre. I det store perspektiv er billedet dog ret uændret. Der skal åbenbart mere eller andet til, hvis næste folketingsvalg skal give VIKO-flertal.

Midtvejsvalget 2010: Post mortem med en vis blæreret

2010-12-10T23:26:00.000+01:00

Finally, the votes are in ... Først nu, mere end en måned efter USA’s jordskreds-midtvejsvalg, er det sidste mandat blevet afgjort, og dermed foreligger det “endelige”, fulde valgresultat. Dermed er der nu også muligheden for at sige noget om, hvilke ”pundits” og meningsmålere, der ramte tættest eller fjernest, eller midt imellem, i deres forsøg på at forudsige valgresultatet. I nedenstående tabel kommer tre af de centrale forhold: Stemmeandelene, ”the popular vote” (som vanligvis og aldeles konventionelt opgøres som stemmeandelene ved valget til Repræsentanternes Hus); antal mandater i Repræsentanternes Hus; antal mandater i Senatet. (Det henholdsvis fjerde og femte relevante element ville være at se på fordelingen af guvernørposter og kontrollen med delstaternes lovgivende forsamlinger, men det lader vi ligge her.)

På hver af de tre områder er nedenfor angivet de faktiske tal med fed skrift, ligesom der er angivet de ”prognoser”, som enten meningsmålingsfirmaer eller ”eksperter” fremkom med inden valget. Jeg har taget stort set revl og krat med. Dertil har jeg så angivet ”brutto-fejlene” ved hvert estimat (d.v.s. forskelle i.f.t. de faktiske tal for Demokraterne og Republikanerne, lagt sammen). (Feinschmeckere vil sikkert spørge, hvorfor jeg angiver brutto-fejl snarere end netto-fejl? Og dén kan man så tygge lidt på …)

	Demokrater (forskel i.f.t. faktisk resultat)	Republikanere (forskel i.f.t. faktisk resultat)	Brutto-fejl i.f.t. de to store partiers faktiske resultater
”Popular vote” (baseret på House-stemmeandele, jf. Wikipedia)	44,8	52,1	--
Meningsmålingsgennemsnit:
Mark Blumenthal, Pollster.com/ Huffington Post, vægtet gennemsnit (2.XI.2010)	42,9 (-1,9)	50,6 (-1,5)	3,4
Peter Kurrild-Klitgaard på Punditokraterne, vægtet gennemsnit (2.XI.2010) (afrundet)	42 (-2,8)	51 (-1,1)	3,9
RealClearPolitics.com, uvægtet gennemsnit (2.XI.2010)	41,3 (-3,5)	50,7 (-1,4)	4,9
Diverse meningsmålinger:
YouGov/Polimetrix (1.XI.2010)	45 (+0,2)	52 (-0,1)	0,3
Zogby (1.XI.2010)	45 (+0,2)	50 (-2,1)	2,3
Ipsos (31.X.2010)	44 (-0,8)	50 (-2,1)	2,9
Opinion Research (30.X.2010)	42 (-2,8)	52 (-0,1)	2,9
Hart McInturf (30.X.2010)	43 (-1,8)	49 (-3,1)	4,9
Rasmussen (31.X.2010)	39 (-5,8)	51 (-1,1)	6,9
Pew (30.X.2010)	42 (-2,8)	48 (+4,1)	6,9
Gallup (31.X.2010)	40 (-4,8)	55 (+2,9)	7,7
Opinion Dynamics (28.X.2010)	37 (-7,8)	50 (-2,1)	9,9

Repræsentanternes Hus	193	242	--
Steve Lombardo/Lombardo Consulting, Huffington Post (2.XI.2010)	191 (middel af estimat) (-2)	244 (middel af estimat) (+2)	4
Peter Kurrild-Klitgaard på Punditokraterne (2.XI.2010)	190 (-3)	245 (+3)	6
Stuart Rothenberg, Rothenberg Report (2.XI.2010)	196 (middel af estimat) (+3)	239 (middel af estimat) (-3)	6
Larry Sabato, Sabato’s Crystal Ball (2.XI.2010)	201 (+8)	234 (-8)	16
Charlie Cook, Cook Report (2.XI.2010)	201 (+8)	234 (-8)	16
Jay Cost, Weekly Standard (2.XI.2010)	181 (-12)	254 (+12)	24
Nate Silver, FiveThirtyEight.com/NYT (2.XI.2010) (afrundet)	203 (+10)	232 (-10)	20
Alfred Cuzan, PollyVote (2.XI.2010)	203 (+10)	232 (-10)	20
The Daily Beast Election Oracle (2.XI.2010)	204 (+11)	231 (-11)	22
Mark Blumenthal, Pollster.com/Huffington Post (2.XI.2010)	209 (+16)	226 (-16)	32
Congressional Quarterly	213 (+20)	222 (-20)	40

Senat	53	47	--
Mark Blumenthal, Pollster.com/Huffington Post (2.XI.2010)	53 (0)	47 (0)	0
Nate Silver, FiveThirtyEight.com/NYT (2.XI.2010) (afrundet)	52 (-1)	48 (+1)	2
Congressional Quarterly	52 (-1)	48 (+1)	2
Charlie Cook, Cook Report (2.XI.2010)	52 (-1)	48 (+1)	2
Stuart Rothenberg, Rothenberg Report (2.XI.2010)	52 (-1)	48 (+1)	2
The Daily Beast Election Oracle (2.XI.2010)	52 (-1)	48 (+1)	2
Larry Sabato, Sabato’s Crystal Ball (2.XI.2010)	51 (-2)	49 (+2)	4
Alfred Cuzan, PollyVote (2.XI.2010)	51 (-2)	49 (+2)	4
Peter Kurrild-Klitgaard på Punditokraterne (2.XI.2010)	50 (-3)	50 (+3)	6
Jay Cost, Weekly Standard (2.XI.2010)	50 (-3)	50 (+3)	6
Steve Lombardo/Lombardo Consulting, Huffington Post (2.XI.2010)	49 (-4)	51 (+4)	8

Nogle observationer: Den, der klarede sig bedst ved mest, var Mark Blumenthal fra Pollster.com/Huffington Post, der ramte Senats-mandaternes fordeling præcist og stemmeandelene med den mindste margen. Til gengæld var Blumenthals prognose om Repræsentanternes Hus (med 32 brutto-fejl) den næstdårligste af alle, jeg noterede mig.

I al ubeskedenhed var mine egne prognoser i to af tre tilfælde ret gode: Jeg gav det næstmest præcise bud på Repræsentanternes Hus (med kun seks brutto-fejl) og ditto af de tre gennemsnit for stemmeandelene. Det vil sige, at min prognose for Huset ramte væsentligt bedre end den meget hypede (og langt mere sofistikerede) Nate Silver/FiveThirtyEight.com hos New York Times (med hele 20 brutto-fejl) og min stemmeandels prognose ramte bedre end den maksimal-kendte RealClearPolitics.com's prognose--to små ligegyldigheder, som jeg har tænkt mig at fremføre utidigt og ad nauseam de næste par år ! (Min prognose var også bedre end fem af de kendte meningsmålingsinstitutters individuelle slut-målinger, bl.a. Gallup og Rasmussen--men inden det ender i selvfedme, må jeg pointere, at det er dem, der leverer resultaterne og bare sådan nogle som mig, der efterfølgende leger med dem.). Til gengæld ramte jeg med seks brutto-fejl ret dårligt ved Senatet: Jeg var ganske overbevist om, at den bølge i tilslutningen til GOP, der manifesterede sig i stemmeandelene den sidste uge, og som slog markant igennem ved valget til Huset, ville gøre, at Republikanerne ville score de fleste ”toss-ups” (Washington, Colorado, Nevada). Særligt havde jeg slet ikke regnet med Harry Reids evne til at få stablet en ekstraordinær god get-out-the-vote operation på benene i Las Vegas. Nå, men læsere af denne blog kan da så få bekræftet, at det kan være værd at læse denne, hvis man gerne vil have rimeligt gode bud på udfaldet af amerikanske valg …

En anden observation: Det er egentlig forbavsende, så godt man kan ramme i dag. Ganske anderledes end f.eks. midtvejsvalget i 1994, hvor udfaldet kom bag på de fleste. Tre hurraer for meningsmålingsfirmaerne.

Med undtagelse af Steve Lombardo fik alle ”eksperter”, der klogede sig, kontrollen af Senatet korrekt. Alle fik kontrollen af Huset korrekt. Alle meningsmålere fik ”vinder” og ”taber” blandt de to partier korrekt—om end med betragtelige forskelle, med YouGov som den klart mest præcise, mens Opinion Dynamics og Gallup (noget overraskende) var ganske langt ved siden af.

Det eneste enkelt-valg, som stort set alle fik forkert, var senatsvalget i Nevada. Det skyldes uden tvivl, at Demokraternes ”get-out the vote”-maskine fungerede rigtigt godt der.

Når resultaterne i det store billede er så ens, skyldes det to ting. Næsten alle ikke-meningsmålere (d.v.s. Rothenberg, Cook, Cost, mig selv, m.fl.) bruger ultimativt mere eller mindre det samme materiale—om end nogle sikkert har adgang til ikke-publicerede målinger. Så det er mere et spørgsmål om, hvad man ”gør” med det—hvor mange og hvilke antagelser, man gør sig.

Til gengæld må Gallup—der historisk set har været de bedste meningsmålere—og Rasmussen Reports—der de senere år har været de bedste—indkassere prisen som blandt de dårligste meningsmålere i denne omgang og skal nok hjem og revidere deres ”likely voter”-modeller.

Min prognose for midtvejsvalget 2010

2010-11-02T15:17:00.003+01:00

Så er dagen oprunden for det, der meget tænkeligt kan blive et af de mere interessante amerikanske midtvejsvalg i en generation eller to (sammen med 1994 og 2006). De sidste meningsmålinger på landsplan og i delstater er nu offentliggjort, og jeg vil hermed komme med mine bud p.b.a. dels lidt statistisk hokus-pokus med udgangspunkt i de sidste meningsmålinger for "likely voters" (N = ~~10.884~~ 14.574!), dels de lokale meningsmålinger, og dels lidt erfaringsbaserede tommelfinger-regler.

Stemmeandele på landsplan (afrundet):

Demokraterne: 42%
Republikanerne: 51%
(= andre: 7%)

Senatet:

Demokraterne: 50 (-9)
Republikanerne: 50 (+9)

Repræsentanternes Hus:

Demokraterne: 190 (-66)
Republikanerne: 245 (+66)

Altså med andre ord: Republikanerne vinder Huset overbevisende og går markant frem i Senatet men mangler reelt én stemme i et flertal.

Et sådant "bud" ligger i den højere ende for Republikanernes vedkommende sammenlignet med andre iagttagere, men på linje med hvad jeg har "prognosticeret" i mine to tidligere poster om emnet. Til sammenligning ligger RealClearPolitics.com's gennemsnit for "generic congressional vote" i skrivende stund på lidt over 8%, og de fleste kommentatorers bud på 48-49 senatorer og ca. 230-35 i Huset (til Republikanerne). Bevægelsen i meningsmålingerne på landsplan har dog den sidste uge været så næsten systematisk til fordel for Republikanerne, at meget tyder på, at en "bølge" er ved at forme sig.

Viser dette bud sig at være korrekt, vil det være det største sving til fordel for noget parti ved et midtvejsvalg i cirka 100 år, den største stemmeandel ved et sådant for Republikanerne siden 1940erne og det største antal kongresmedlemmer for partiet i lige så lang tid.

Skal man krydre med lidt forskning på området, kan man pege på, at ved sidste midtvejsvalg (2006) tabte Republikanerne 30 sæder i Huset, hvilket svarede næsten nøjagtigt til gennemsnittet for de seneste årtier, samt at Douglas Hibbs' model for midtvejsvalg forudsiger--på rent strukturelle faktorer--at Demokraterne på økonomien m.v. alene skulle tabe ca. 45 sæder i Huset. Holder Demokraternes tab sig på 30 eller derunder (og dermed magten med Huset), vil de med god ret kunne fremstille det som en sejr. Jo mere tabene er over 30--og især over Hibbs' 45--desto mere vil det være en målestok for Demokraternes nederlag.

Midtvejsvalget 2010: Et andet kik

2010-10-25T14:52:00.001+02:00

For halvanden måned siden gav jeg denne sammenfatning af min daværende vurdering af, hvorledes det ville gå ved det amerikanske midtvejsvalg den 2.XI.--altså om kun en uge. Essensen af det var denne:

Lad os se på, hvor de seneste delstats-meningsmålinger peger hen. Tager man RealClearPolitics.com's seneste gennemsnit af målingerne, får man:

Senatet:
Republikanerne: 44
Demokraterne: 48 (inkl. to "uafhængige)
"Toss ups": 8
Huset:
Republikanerne: 206
Demokraterne: 194
"Toss ups": 35
Hvis de usikre deler sig ligeligt, vil man altså få dette resultat:

Senatet:
Republikanerne: 48 (+7)
Demokraterne: 52 (-7) (inkl. to "uafhængige)
Huset:
Republikanerne: 223-224 (+41/42)
Demokraterne: 211-212 (-41/42)
Med andre ord: Republikanerne kommer tæt på at genvinde Senatet, men "close but no cigar". Til gengæld er Huset deres, omend med en lille margen.

Men når der er store nationale strømninger, er det sjældent, at alle lokale valg totalt set deler sig ligeligt. I 1994 og 2006 vandt henholdsvis Republikanerne og Demokraterne stort set alt, hvad der så ud til at ligge tæt eller blot være muligt. Hvis alle "toss-ups" "breaker" samme vej, får man dette resultat:

Senatet:
Republikanerne: 52
Demokraterne: 48
Huset:
Republikanerne: 241
Demokraterne: 194
Så slemt går det næppe helt for Demokraterne. Men med de nuværende meningsmålinger burde et resultat for G.O.P., der ligger mellem disse to bud (altså på ca. 50 og ca. 232-233), næppe være urealistisk.

Så hvordan ville samme type ræsonnement se ud nu? Tager man igen RealClearPolitics.com's seneste gennemsnit af målingerne, får man:

Senatet:

Republikanerne: 44
Demokraterne: 48 (inkl. to "uafhængige)
"Toss ups": 8

D.v.s. præcis det samme som for halvanden måned siden.

Huset:

Republikanerne: 222
Demokraterne: 177
"Toss ups": 36

Med andre ord et ganske markant sving til fordel for Republikanerne, som i forvejen lå foran. Netto er ca. 20 kongressæder rykket fra at være sandsynlige Demokratiske til at være sandsynlige Republikanske. Sidstnævnte ville vinde kontrollen med Repræsentanternes Hus, selv hvis de tabte samtlige "toss ups".

Laver man den meget "konservative" vurdering, at alle "toss ups" fordeler sig ligeligt mellem de to partier, vil man altså få dette resultat:

Senatet:

Republikanerne: 48 (+7)
Demokraterne: 52 (-7) (inkl. to "uafhængige)

Huset:

Republikanerne: 240 (+60)
Demokraterne: 195 (-60)

Med andre ord: Ligesom for halvanden måned siden,
ville Republikanerne komme tæt på at genvinde Senatet, uden helt at nå det. (Demokraterne kan til gengæld prise sig lykkelige for, at det kun er 1/3 af senatet, der er på valg: Havde det været alle 100, ville partiet formodentlig have fået sit dårligste valgresultat siden Borgerkrigen ...). Republikanerne står til gengæld til at vil vinde Huset med noget, der selv så "konservativt" estimeret ligner en jordskredssejr.

Som omtalt i min forrige post, er det imidlertid sjældent, at alle lokale valg totalt set deler sig ligeligt mellem de to partier. Når der er tale om en såkaldt "wave election", hvor det ene parti er klart foran (1994, 2006, 2008), vælter domino-brikkerne som regel samme vej (typisk med 70-80 pct.s andel). Hvis alle "toss-ups" "breaker" samme vej, får man dette resultat:

Senatet:

Republikanerne: 52 (+11)
Demokraterne: 48 (-11) (inkl. to "uafhængige")

Huset:

Republikanerne: 258 (+78)
Demokraterne: 177 (-78)

Igen: Så slemt går det næppe helt for Demokraterne, omend Republikanerne nu er over 7-8 pct.point foran i RCP's gennemsnit--hvilket er partiets største i al den tid, der er lavet meningsmålinger, og som hvis det blev realiseret, ville give Republikanerne den største tilslutning siden 1930 (altså 80 år!).

Vælger man p.b.a. de nuværende meningsmålinger et forsigtigt gæt, burde et resultat for G.O.P., der ligger mellem disse to bud (altså på ca. 50 og ca. 249), næppe være urealistisk. De kan sammenlignes med prognoser lavet af så respekterede og uafhængige analytikere som professor Larry Sabato, Stuart Rothenberg, Cook Political Report og New York Times/FiveThirtyEight's Nate Silver. Deres gennemsnit ligger pr. 21.X. på 49 til G.O.P. i Senatet og 228 i Huset.

NB! Hvis Republikanerne skulle få 50 senatorer, og Demokraterne det samme, vil det fortsat være de sidstnævnte, der har flertallet (og dermed kan besætte de vigtige udvalgsformandsposter og -flertal), al den stund at vicepræsidenten (Joseph Biden) i så fald vil kunne kaste den afgørende stemme i tilfælde af stemmelighed. Til gengæld viser erfaringerne, at en tilstand med 50-50 senatorer næppe er stabil--fordi den vil give store personlige incitamenter til at skifte parti og dermed svinge flertallet. Ingen Republikaner vil dog have så stort incitament som nogen Demokrat: Partiet vil lige have vundet en sejr og fortsat ligge--ceteris paribus--godt i målingerne, ligesom det kun vil konsolidere et eksisterende Demokratisk greb om flertallet. Derimod vil én, der hopper til Republikanerne--enten ved at skifte parti, eller bare skifte hvem man "sidder hos"--kunne imødese en betragtelig belønning i.f.a. genvalgschancer og udvalgsposter.

Oplagte kandidater er den Demokratiske senator fra Nebraska, Ben Nelson, der kommer fra en relativt konservativ delstat, nu og da stemmer sammen med Republikanerne og vil skulle forsvare sit mandat ved valget i 2012. En anden mulighed er den "uafhængige" senator fra Connecticut, Joe Lieberman, der i mange år var Demokratisk senator og i 2000 partiets vicepræsidentkandidat--men som i 2006 blev vraget af sit parti, men blev valgt som uafhængig og i 2008 anbefalede John McCain (der en tid seriøst ønskede Lieberman som sin vicepræsidentkandidat). Lieberman har siden 2007 været tilknyttet Demokraternes senatsgruppe men ofte stemt sammen med Republikanerne. Han skal også ud i et genvalg i 2012. Jeg ville ikke blive spor overrasket, hvis Nelson eller Lieberman (eller en helt tredje) efter en Republikansk valgsejr skiftede til enten G.O.P. eller til at være en "uafhængig" tilknyttet dette partis senatsgruppe, således at flertallet blev 51-49. Vi får se ...

Midtvejsvalget 2010: Et første kik

2010-09-03T14:10:00.001+02:00

USA's midtvejsvalg er nu kun to måneder væk. Det ser ud til at kunne blive et af de tre mest spændende--og vigtige--af slagsen siden 1970erne (med de to andre værende 1994 og 2006).

Historisk set sker der aldrig det helt store i meningsmålingerne før slutningen af august--eller efter slutningen af september. Indtil sommeren er forbi, er vælgerne ikke rigtigt "tunet ind"--og mange af dem er det heller ikke efterfølgende--men særligt ved midtvejsvalgene, hvor der ikke er nogen markante personligheder, der tegner fronterne, er der ikke så meget, der rykker sig, når først folk ovenpå primærvalg og ferie har zoomet ind.

Det er ikke så godt for Obama & Demokraterne. I denne uge kunne Gallup således registrere den største partitilslutning blandt "registrerede vælgere", som man har målt, siden man begyndte at lave meningsmålinger. Det var i 1942 vel at mærke ...

G.O.P.s forspring er p.t. på 10 pct.point i Gallups måling. Gennemsnittet af samtlige målinger viser et lidt mindre spænd på typisk 3-5 pct.point--men udviklingen siden 2008 er ganske klar, især siden sundhedsreformen. Til sammenligning førte partiet med 5 pct. point, da man i 1994 erobrede flertallet i både Repræsentanternes Hus og Senatet og i 2002 tilbageerobrede Senats-flertallet.

Læg dertil, at "registrerede vælgere" ikke er den bedste indikator for, hvorledes valgresultatet ser ud, for langt fra alle registrerede vælgere stemmer. I stedet skal man se på, hvor motiverede vælgerne er. Altså "fired up and ready to go", som Obamas var i 2008. Til det kan man sige, at når Republikanernes begejstring tages med i betragtning, ser Republikanernes 10 pct.points forspring slet ikke så skidt ud for Demokraterne ...

I forvejen stemmer Republikanske vælgere som regel (men ikke altid) mere end Demokratiske. Tager man det med i betragtning, kan man næsten kun komme til at undervurdere, hvor godt valget p.t. tegner for Republikanerne. Rasmussen Reports, der er et af de senere års mest succesrige meningsmålingsinstitutter, har p.t. et G.O.P.-forspring på 6 pct.point blandt "likely voters". Rasmussen bliver ofte beskyldt for at give Republikanerne for gode målingsresultater (fordi de altid arbejder med "likely voters"), men hvis Gallups tal er korrekte, er det formodentlig Rasmussen, der er for "konservative". Så kan det vise sig, at Republikanernes føring p.t. blandt sandsynlige vælgere, snarere er på 10-15 pct. eller mere. Kommer man blot tilnærmelsesvis derop i nærheden, begynder det at ligne et sving, der ikke er set større i otte årtier. Både Cook Report og Larry Sabato--som ingen kan anklage for at være i seng med Republikanerne--har på det seneste skiftet deres vejrudsigter for Demokraterne fra "overskyet" til "orkan".

Lad os se på, hvor de seneste delstats-meningsmålinger peger hen. Tager man RealClearPolitics.com's seneste gennemsnit af målingerne, får man:

Senatet:

Republikanerne: 44
Demokraterne: 48 (inkl. to "uafhængige)
"Toss ups": 8

Huset:

Republikanerne: 206
Demokraterne: 194
"Toss ups": 35

Hvis de usikre deler sig ligeligt, vil man altså få dette resultat:

Senatet:

Republikanerne: 48 (+7)
Demokraterne: 52 (-7) (inkl. to "uafhængige)

Huset:

Republikanerne: 223-224 (+41/42)
Demokraterne: 211-212 (-41/42)

Med andre ord: Republikanerne kommer tæt på at genvinde Senatet, men "close but no cigar". Til gengæld er Huset deres, omend med en lille margen.

Men når der er store nationale strømninger, er det sjældent, at alle lokale valg totalt set deler sig ligeligt. I 1994 og 2006 vandt henholdsvis Republikanerne og Demokraterne stort set alt, hvad der så ud til at ligge tæt eller blot være muligt. Hvis alle "toss-ups" "breaker" samme vej, får man dette resultat:

Senatet:

Republikanerne: 52
Demokraterne: 48

Huset:

Republikanerne: 241
Demokraterne: 194

Så slemt går det næppe helt for Demokraterne. Men med de nuværende meningsmålinger burde et resultat, der ligger mellem disse to bud (altså på ca. 50-50 og ca. 232-203), næppe være urealistisk.

Demokraterne kan på nuværende tidspunkt kun hænge deres hat på en knage, og den er ret lille. Og det er, at den såkaldte "generic ballot" (altså: "Vil De stemme Demokratisk eller Republikansk?") ikke altid forudsiger, hvad vælgerne gør i praksis--nemlig hvis de alligevel godt kan lide deres egne lokalt valgte politikere. "He may be a S.O.B., but he's my S.O.B. ...". Det vil sige, at nogle vælgere kunne tænkes at ræsonnere: "Jeg ville egentlig helst stemme G.O.P., men jeg kan godt lide min lokale Demokrat ...". Problemet er blot, at andre målinger viser, at siddende politikere ("incumbents") i dette valgår som race er omtrent så populære som lopper i en sovepose.

En del kommentatorer, særligt Demokratiske, og journalister, både herhjemme og i USA, vil gerne gøre Demokraternes hastigt faldende aktier til et spørgsmål om alt andet end politik. F.eks. racisme eller myter om, at Obama skulle være muslim eller ikke amerikansk statsborger. Det ville i sig selv være påfaldende, hvis den slags skulle gøre så stort et udslag, idet alle emnerne sådan set var oppe at vende i 2008.

Snarere end den slags bortforklaringer er der givetvis to og kun to ting, der virkeligt er belæg for at sige er drivende for vælgernes stillingtagen p.t. de to partier imellem.

Den ene er--som altid--økonomien:

Den anden er, at en pluralitet af vælgerne generelt er mere enige med Republikanerne. Det kan man såmænd se på, hvad vælgerne siger, når Gallup spørger dem om deres syn på de to store partiers politikker:

Kun på miljøspørgsmål har Demokraterne en føring, der er statistisk signifikant.

Der kan næppe være tvivl om, at Demokraternes dårlige udsigter er tæt forbundne med præsident Obamas førte politikker og den (bl.a.) deraf solidt faldende popularitet. Så alt i alt må man sige, at ovenpå alle udlægningerne af, hvorledes 2008-valget var "farvel til Reagan", en vindikation af venstrefløjens holdninger, og begyndelsen på en ny "realignment" i amerikansk politik, der "is likely to create a new governing majority coalition that could dominate American politics for a generation or more" ... ja, så får man lyst til at spørge ligesom damen:

"How's that hopey changey stuff workin' out for ya'?".

Round-up af gamle klummer, kronikker m.v.

2010-08-30T15:15:00.001+02:00

Det er lidt tid siden, at jeg sidst har fået postet links til diverse avisindlæg, så her kommer lige en slags opsamling:

Om danske forhold eller politik mere generelt:

"Kulturkamp 2.0?": Om "kulturkampen" er forbi, eller bare slet ikke kom i gang
"Folkeligt oprør og jordskredsvalg?": Står vi overfor noget lignende?
"Når politiske løgne bliver hverdag": Når politikerne bliver ligeglade med sandheden ...
"Hvorfor går Liberal Alliance frem?": Det kan ikke forklares med "Lene Espersen" (alene) ...

Om amerikanske forhold:

"Moske, måske ikke": Om den omdiskuterede "Ground Zero moske"
"Er USA's venstrefløj dum?": Om et interessant survey om økonomiske spørgsmål
"Megen gæld, lidet håb": Det går ikke så godt for Obama & USA ...
"Sestak & Obamas høstak": Man skal passe på med at love at være en ordentlig politiker

Augusts meningsmålinger - mine egne snit

2010-08-29T17:36:00.003+02:00

Jeg har tidligere omtalt, at jeg er begyndt at eksperimentere med at gå min ærede kollega, professor Søren Risbjerg Thomsen, lidt i bedene m.h.t. at forsøge at lave meningsmålingsgennemsnit, for derved at komme lidt udover egne & mediers evige tendens til altid at stirre sig blinde på små, i virkeligheden ligegyldige og uforklarlige udsving.

Det er i sagens natur noget, der måske kan være særligt interessant p.t., hvor Liberal Alliance er kommet på banen, hvor nogle fra regeringspartierne mener at kunne spore et omsving, og hvor andre er meget opsatte på at “rød blok”s dominans i målingerne det sidste halve år er permanent.

Så her kommer til almen fortæring “mine” udgaver af augusts målinger (omfattende syv målinger fra måneden, og kun udelukkende (indtil videre) den ene fra det nye Voxmeter (fhv. Catinet). Det første tal er det rent “aritmetiske” gennemsnit, altså simpelthen bare det rå gennemsnit af alle syv målinger. Det andet tal er mit eget kronologisk vægtede gennemsnit, hvor nye målinger er vægtet tungere end ældre, og som derved skulle kunne give et mere “opdateret” billede og måske også en strømpil.

A: 25,27 – 25,26

B: 4,79 – 4,65

C: 6,77 – 6,77

F: 17,59 – 17,81

I: 4,56 – 4,44

K: 0,60 - 0,55

O: 14,19 – 14,01

V: 23,11 – 23,38

Ø: 2,90 – 2,97

“Rød blok”: 50,5 – 50,7

Så hvordan skal man fortolke disse tal? For det første er der ikke meget, regeringspartierne kan hænge forhåbningerne på: Der er et klart, omend beskedent forspring til de røde. Af syv meningsmålinger har “rød blok” haft flertal i de fem, og selv i de to, hvor man ikke havde, ville forskellige faktorer have gjort, at der alligevel havde været rødt flertal. Og så er der de nordatlantiske mandater. Med mindre HTS-skattesagen fortsætter og bliver værre, eller økonomien drejer hurtigt i positiv retning, kan der meget vel være et par ministre, der alligevel ikke når at blive kommandører af Dannebrogordenen i denne omgang.

For det andet, at Liberal Alliance altså–uanset hvad nogle valgforskere måtte sige (heriblandt én, der flere gange kategorisk dømte partiet dødt og færdigt for længe siden, og derfor alene af den årsag næppe har det store incitament til at mene andet …)–er i rimeligt smult vande, med en tilslutning på mellem 4 og 5 pct., og uden nogen synlig tendens til tilbagegang efter at V og K har tilpasset retorikken til de nye omstændigheder.

"Genopretningsplanen": For lidt, for sent, og forkert

2010-05-28T10:30:00.000+02:00

Her er min ikke helt værdifrie vurdering af regeringens såkaldte "Genopretningsplan".

Ostrom, institutioner & public choice

2010-05-27T09:36:00.000+02:00

Jeg omtalte fornylig på Punditokraterne, at Nobelprisen i økonomi 2009 for første gang nogensinde gik til en kvinde og til en politolog–så en “double first” i én, nemlig Elinor Ostrom (Indiana, Bloomington), der fik den sammen med Oliver Williamson. Til gengæld var det ikke første gang, at den gik til én, der har beskæftiget sig med “public choice” teori, enten direkte eller indirekte. Både Elinor Ostrom og hendes mand, Vincent Ostrom, har faktisk været præsidenter for Public Choice Society. I den anledning har tidsskriftet "Public Choice" netop udsendt en slags festskrift til ære for Elinor Ostrom ("Special Issue: Elinor Ostrom and the Diversity of Institutions”), gæste-redigeret af den både imponerende og farverige professor Michael Munger (Duke), og med bidrag fra koryfæer udi institutionel analyse som Kenneth Shepsle (Harvard), Thráinn Eggertsson (NYU), Bruno Frey (Zürich), Robert Tollison (Clemson) og mange flere.

Jeg har selv bidraget med en slags venligsindet kritik af Ostrom, "Exit, collective action and polycentric political systems“. Hvis man er på en KB/KU- eller Statsbibliotek-PC (e.l.) kan man få adgang til denne artikel (og hele nummeret) via de ovenstående links. Hvis man ikke er så heldig, kan man downloade en manuskript-version af mit eget paper her, eller nøjes med dette sammendrag:

“Elinor Ostrom and the Bloomington School‘s important contributions include the development of the concept of polycentric political systems and the demonstration that solutions to common-pool resource problems may be solved voluntarily by rational individuals, even in situations that resemble Prisoners‘ Dilemmas. The program, however, pays little attention to how individuals‘ ability to exit may affect the interaction in Prisoners‘ Dilemma-like situations, for worse or better. We argue why this is a worthwhile consideration and survey results from public choice and game theory.”

Er "skattestoppet" ophævet?

2010-05-20T20:42:00.001+02:00

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) erkendte 19.5.2010 i TV-Avisen, at regeringens genopretningsplan betyder, at en del af de skattelettelser, der blev stillet i udsigt i.f.m. skattereformen for at kompensere for de nye skatter og afgifter, som der vil blive indført, nu er udskudt. Dermed nærmer det sig 300 nye skatter og afgifter, VK-regeringerne har indført, siden "skattestoppet" blev indført i 2001. Statsministeren mente dog at kunne sige, at skattestoppet fortsat stod ved magt ... Den mest seriøse politologiske analyse, man kan give af det fænomen, må vist være den udgangsreplik, som Johnny Rotten kom med, da han og Sex Pistols i 1978 havde spillet det første nummer af deres sidste koncert ...

Er USA's sundhedsreform ulovlig?

2010-05-10T12:00:00.000+02:00

Min seneste USA i Dag-klumme rejser spørgsmålet, om den nye amerikanske sundhedsreform i virkeligheden er forfatningsstridig? I dagens Wall Street Journal udbygger den eminente professor ved Chicago Law School, Richard Epstein, det emne.

Når jeg ser et rødt flag sole sig ...

2010-04-30T23:58:00.003+02:00

I anledning af arbejdernes internationale kampdag i dag har jeg skrevet en kronik i Berlingske Tidende, "Når jeg ser et rødt flag sole sig", der opsummerer hovedpunkterne i et lille studie, jeg har puslet med on/off i et par år, men som jeg nu har færdigt i en foreløbig arbejdspapir-udgave ("It's the weather, stupid! Individual participation in collective May Day demonstrations"). Kronikken er her, og essensen er:

"Den ene ting, der betyder mest for, om københavnske lønmodtagere gider markere arbejdernes internationale kampdag og derigennem kæmpe for det, der ifølge venstrefløjen er et bedre samfund, er …vejret. På tværs af et utal af statistiske analyser er der således kun tre faktorer, der virkelig betyder noget, og den ene af disse er den daglige minimumstemperatur i København og den anden er antallet af soltimer. Tilsammen kan de to vejr-størrelser forklare noget i retning af næsten en tredjedel af variationen i, hvor mange mennesker der møder op i Fælledparken. Lidt groft forenklet kan man sige, at for hver grad celsius minimumstemperaturen stiger, kommer der ca. 5.-8.000 flere mennesker på gaden, og for hver time mere med sol kommer der ca. 4.-5.000 flere til kampdag. I 1990 med en kvart million deltagere havde man periodens bedste vejr: Solen skinnede i 13,9 timer, og minimumstemperaturen var 22,3 grader. I 2003, med kun 0 så mange deltagere, var dagen grå og lunken: Solen skinnede i én time, og minimumstemperaturen var 12,2 grader. ...

Men er der slet ingen af de andre »politiske« forhold, der påvirker, hvor mange mennesker der går med under venstrefløjens paroler? Måske nogle - men man kan ikke få øje på nogen, der gør det i større grad, eller systematisk når andre forhold også tages med i betragtning. Noget tyder på, at det, at en regering er ikke-socialistisk, får flere socialister på gaden 1. maj - givetvis fordi det er lettere at mobilisere folk mod noget end for noget. Ligeså synes 1. maj talmæssigt aldrig rigtig at være kommet sig over Sovjetunionens fald. Men i det store billede er effekterne usikre.

Venstrefløjens støtte blandt vælgerne, antallet af venstrefløjspartier og omfanget af konflikt på arbejdsmarkedet betyder ikke noget systematisk. Fagbevægelsens styrke har heller ikke nogen betydning, selvom man ellers kunne tro, at flere medlemmer ville betyde flere demonstranter på bevægelsens årlige festdag. Tværtimod tyder noget svagt på det omvendte forhold: At flere LO-medlemmer giver færre til 1. maj, hvilket man næppe kan udlægge som, at solidariteten er udpræget. Arbejdsløshed, levestandard, økonomisk vækst osv., udviser heller ingen robuste sammenhænge med, hvor mange der vil marchere under socialismens bannere."

For de meget statistisk-interesserede er her nogle partielle korrelationer for variablerne i model 13:

Kan man så forudse, hvor mange, der vil være i Fælledparken 1.V.2010? Det er svært, ikke mindst fordi den variabel, der betyder ganske meget i analysens sidste modeller (modellerne 11-13) ("demokrati-tilfredshed"), ikke er én, vi p.t. har adgang til. Vi ved fra vejrudsigterne, at minimumstemperaturen ligger til at blive ca. 5 grader, at vi har en ikke-socialistisk regering, og at det er en lørdag, så jeg vil gætte på et deltagerantal i Fælledparken et sted mellem 35.000 og 85.000--men det er med en del ubekendte.

Politikernes magtfuldkommenhed

2010-04-30T15:00:00.000+02:00

Jeg har dd. i vores faste "Perspektiv"-klumme i Berlingske en lille, ikke helt wertfrei kommentar til udviklingen i dansk politik. Her er essensen:

Alle mennesker har en sfære, som andre bør afholde sig fra at gribe ind i - eller hvor der i hvert fald skal tvingende årsager til at gøre det. Det bør alt andet lige kræve den største omtanke, inden man med forbud og påbud i hånd regulerer, hvad mennesker gør frivilligt og deres handlinger ikke har direkte, negative konsekvenser for andre. Eller inden man tager deres penge eller ejendom og giver den til andre.

Men hvordan praktiseres dansk politik efterhånden? De seneste år tegner et billede af, at politikerne for at trænge igennem mediemuren, så de kan få fem sekunders opmærksomhed i rampelyset, er villige til at foreslå stort set hvad som helst. Uden bindinger i forhold til partiprogram eller valgløfter, og uden forudgående at have gjort sig så grundige overvejelser og forarbejder, at de kan være sikre på, at de negative konsekvenser af at gøre noget ikke er værre end at lade være. Forslag, der kan vække opmærksomhed og måske endog tiltrække stemmer, prioriteres over rettidig omhu og omtanke - og når de først er fremsat, står ofte 80-90 procent af alle politikere klar til at hoppe med på vognen, af frygt for at blive glemt. Resultatet er et cirkus af uansvarlige hovsa-forslag, der er lige så gennemtænkt, som hvis man lod børnehavebørn bestemmer egen mad. ...

Men er det for meget at bede om, at den politiske klasse udviser en smule mådehold, en smule eftertanke og en smule ydmyghed overfor egen magtanvendelse?

It's the weather, stupid!

2010-04-20T14:37:00.000+02:00

Jeg arbejder p.t. på et lille paper, der har været længe undervejs, som ser på, hvorledes man kan forklare variation i mængden af deltagelse ved 1. Maj-demonstrationer ... Her er i en enkelt graf essensen af resultatet.

Amerikansk politik & "The Chicago Way"

2010-04-05T23:09:00.002+02:00

Lidt politisk ukorrekte sammenligninger af amerikansk politik & "the Chicago way".

Lars Løkke Rasmussens 1 års jubilæum som statsminister

2010-04-02T23:10:00.004+02:00

Et par medier har interviewet mig om mit syn på statsminister Lars Løkke Rasmussens første år i embedet. Her er det Information ("Løkkes nye ledelsesstil er endt i fedtspil"), og her er det Ritzau ("Løkke hænger fast som Lille Lars fra Græsted"). Det samme gjorde for knap en måned siden Politiken ("Hva' m' kulturkampen??").

Krisen kradser, velfærdsstaten vakler?

2010-03-25T14:18:00.001+01:00

Græsk tragedie og skandinavisk mareridt? Følgerne af finanskrisen har understreget, at det måske ikke er kapitalismen, men den altomfattende velfærdsstat, der er ved at afgå ved døden. Det handler min seneste Perspektiv-klumme i Berlingske om.

Hvedebrødsdagene er forbi

2010-03-20T11:27:00.000+01:00

Berlingske Tidende har et kort interview med mig her om Fox News Channels interview forleden med præsident Obama om dennes sundhedsreform. Obamas seneste "approval ratings", der nu er under 50 pct. positive og med flere negative end positive, er her og her. I nogle målinger ligger Obama nu under, hvad Bush gjorde, da han forlod embedet for lidt over et år siden.

Magt korrumperer

2010-03-18T08:56:00.000+01:00

Lord Acton sagde som bekendt, at "magt korrumperer, og absolut magt korrumperer absolut". Det ser ud til, at Demokraterne p.t. er ved bevise dette ovenpå, at Republikanerne havde haft chancen til at gøre det samme.

Skattetrykhed?

2010-02-13T08:58:00.003+01:00

Jeg duellerer dd. i Berlingske Tidende med skatteminister Kristian Jensen (V), der i et indlæg fejrer, at regeringens skattestop (angiveligt) har varet i nu 3.000 dage, og at skattereformen sparer den typiske danske familie for en mængde penge og resulterer i større tryghed. Indlæggene er ikke til rådighed på internettet, så her er mit svar:

Den hult klingende skattetryghed
Lad os aflive én påstand fra skatteminister Kristian Jensen: Der har ikke været skattestop i 3.000 dage. Skattestoppet fra 2002 har regeringen selv brudt utallige gange. Senest med virkning fra 1.1. i år, hvorved det nuværende ‘ skattestop’ altså har varet knap 45 dage. At påstå andet – som skatteministeren gør hér – er reelt set en løgn. Sort på hvidt.
Skattestoppet var sådan set ellers godt, eller i hvert fald ikke så dårligt – så længe det varede.
En politik om, at ingen ny skat må indføres eller ingen eksisterende skatter forhøjes, og at et øget provenu ellers skal bruges til at nedsætte eksisterende skatter, tvinger politikerne til at prioritere.
De kan ikke blive ved med at opfinde en stor ny skat hér eller hæve en lille afgift dér, hver gang de vil skaffe penge til at købe sig stemmer hos en vælgergruppe. Det giver også en vis tryghed, fordi det letter borgernes og virksomhedernes muligheder for at planlægge langsigtet.
Men det er bare ikke, hvad VK-regeringerne i praksis har gjort. Hvis skatteministeren ikke er enig, kan han jo evt. genlæse sit eget skriftlige svar til Folketinget af 14. maj 2009. Heri opregnes, hvorledes VK-regeringerne 2001-09 har sat skatter og afgifter op i alt knap 150 gange, eller cirka to gange om måneden.
Langt størstedelen af disse er gennemført ved forskellige mere eller mindre kreative smuthuller i regeringens egen definition af, hvad skattestoppet var. Senest er kommet den skattereform, hvormed regeringen helt åbent brød sit eget skattestop.
Flodbølgen af nye skatter og afgifter omfatter bl. a. en beskæring af rentefradragsretten, der reelt øger skattebyrden for de mange, der har lånt penge til at købe en ny bolig eller investere. Den omfatter også en omlægning af TV-licensen, så denne bliver en slags husstandsskat for alle, der ikke kan bevise, at de ikke har et TV. Ramt af multimedieskatten bliver også de lønmodtagere, der som led i deres ansættelser har fået arbejdsredskaber, som de nu bliver beskattet af.
Det måske værste er, at skattereformen er skruet således sammen, at fordelene kommer nu, mens regningen kommer senere. For mens skatteministeren har ret i, at en typisk familie sparer penge i 2010, glemmer han at fortælle, at det er fordi, der først senere sker et indekseringsløft af gamle og nye afgifter, hvorved pengene bogstaveligt vil fosse ind i statskassen med op mod 15 mia. kr. årligt.
Så skattetrygheden er det så som så med, bortset fra et enkelt punkt: Da V og K hastigt opgav deres halvhjertede tale om en reduktion i top-skatten ( som vælgerne ellers støttede), forligsbelagde man samtidigt området, så vi nu trygt kan stole på, at der i hvert fald ikke kommer en virkelig god skattereform de næste godt ti år.
For at omskrive skatteministerens egen udgangsreplik: Under VK-regeringen kan man være skattetryg – bortset fra når man ikke kan.

Fri debat

2010-02-11T08:23:00.000+01:00

Jeg er per dd., sammen med bl.a. professor Frederik Stjernfelt, chefjurist Jacob Mchangama, studievært Klaus Rothstein, lektor Torben Bech Dyrberg, forfatteren Kaare Bluitgen m.fl., medstifter af det nye debatforum til forsvar for ytringsfriheden, "Fri Debat". Læs mere her.

Smid slynglerne ud!

2010-02-10T18:07:00.000+01:00

Min seneste USA-klumme handler--igen--om, hvor rastløse de amerikanske vælgere nu og da er, og hvordan det ofte får dem til at ville "smide slynglerne ud", og til nogle gange at ville have "term limits".
Den underliggende stemning bekræftes iøvrigt i en dagsaktuel meningsmåling.

Det klima-industrielle kompleks II

2010-02-03T18:10:00.001+01:00

Jeg afholder mig generelt fra at skrive om klima-debatten--ikke mindst fordi det ikke er dér, min faglige styrke, endsige viden, ligger. Men som også Lomborg har påpeget: Særinteressegrupper skal altid holdes under opsyn, og afsløringerne af urent trav i.f.m. forskning, der skal godtgøre, at 1) der foregår global opvarmning, og 2) den er menneskeskabt, burde give anledning til en vis forundring og forargelse.

George W. Obama

2010-01-20T21:55:00.006+01:00

Berlingske bad mig i går om at kommentere årsdagen for Barack Obamas tiltræden som præsident. Det gjorde jeg dd. i denne kommentar, hvori jeg bl.a. skrev:

"En upopulær præsident med det overordnede ansvar for driften af to krige. Stigende arbejdsløshed. Voksende budgetunderskud. Eksploderende gældsætning. Frygt for nye terrorangreb. Undergravning af de borgerlige frihedsrettigheder. For lidt åbenhed og for megen korruption i det regerende parti. Sådan endte George W. Bushs præsidentperiode for nøjagtigt ét år siden - og sådan er billedet af Barack Obamas første år. Altså lige bortset fra at underskud og gæld er steget yderligere, at nye skatter truer, og at Obama er løbet fra flere af sine valgløfter - og at hans relativt få resultater mestendels har vælgerne markant imod sig. ... [De] fleste amerikanske vælgere ønskede ikke en nationalisering af sundhedssektoren, en altomfattende miljøregulering, en eksplosion i den korrumperende statsstøtte til alskens særinteressegrupper, og en omsiggribende politisk korrekthed. Det lod Obamas ideologi og manglende erfaring ham bare ikke se i tide."

Amerikanerne og staten

2010-01-12T08:19:00.000+01:00

Hader amerikanerne staten? Måske ikke direkte, men der er en lang anti-stats tradition i amerikansk politik, og den er ikke blevet mindre udpræget under finanskrisen. Det handler min seneste klumme om.

Amerikanske vælgere & ObamaCare

2010-01-06T15:00:00.000+01:00

Mine seneste USA I Dag-klumme, denne gang om det forslag til sundhedsreform, som USA's Senat vedtog umiddelbart inden Jul, og som nu skal forsøges afstemt med det forslag Repræsentanternes Hus har vedtaget.

Markedsfejl versus statsfejl

2009-12-18T09:44:00.001+01:00

Jeg har dd. min faste "Perspektiv"-klumme fra i Berlingske Tidende, denne gang om "markedsfejl"--og "statsfejl". Et lille uddrag:

Finanskrise og klimadebat har det seneste år fået mange til at tale om »markedsfejl« – altså om når markedskræfterne ikke er i stand til at producere, hvad der bliver opfattet som et samfundsmæssigt optimalt resultat.

Men hvis der findes »markedsfejl«, kan der så ikke også være »statsfejl«, hvor politikerne laver politik, der er bedre eller værre end, hvad der behøves? ...

[I] 1960erne begyndte nogle kætterske økonomer – først og fremmest Nobelprismodtageren James Buchanan – at argumentere, at hvis der kan forekomme »markedsfejl« i markedet, så må der også kunne forekomme »statsfejl« i politikken.

Hvis mennesker ofte handler for kortsigtet og egoistisk til at kunne levere det samfundsmæssigt optimale det ene sted, må det samme kunne ske det andet sted – f.eks. hvis politikere og bureaukrater ikke har den fornødne viden eller er mere optagede af egne politiske hensyn og interesser. Ingen logik dikterer jo, at politiske beslutningstagere nødvendigvis skulle være klogere eller mindre egoistiske end beslutningstagere på markedet.

Men – som økonomen Harold Demsetz – argumenterede, er det sjældent sådan, at politik fungerer i praksis. I de fleste debatter identificeres en »markedsfejl«, hvorefter der foreslås en ideel politisk løsning på denne, hvor det mellem linjerne antages, at politikkerne ikke har nogen negative konsekvenser.

Det kaldte Demsetz for »Nirvana politik« – fordi man sammenligner den uperfekte virkelighed med en kunstigt perfekt illusion. I stedet bør man forlange symmetri: Enten sammenligner man den dårligste markedsløsning med den dårligste politiske løsning, eller også den bedste markedsløsning med den bedste politiske løsning.

Ellers kan man komme til i forsøget på at afbøde »markedsfejl« at ordinere en kur, der er værre end sygdommen.

Dr. Clifford Winston fra Brookings Institution, som jeg nævner i klummen, har bl.a. skrevet monografen Government Failure versus Market Failure: Microeconomics Policy Research and Government Performance (2006), der kan downloades her. (Bryan Caplans anmeldelse af bogen findes her.) En lille Cato-antologi skrevet af bl.a. en af grundlæggerne af public choice teori, Gordon Tullock, Government Failure: A Public Choice Primer (2002), kan downloades her.

Obamas hverdag III

2009-12-01T09:43:00.001+01:00

... Men det forhold, at Obama er svækket (og ser ud til at svækkes mere), er ikke det samme som, at Republikanerne står stærkt i 2010 eller 2012.

Påvirker samfundsøkonomien amerikanske midtvejsvalg?

2009-11-25T16:09:00.003+01:00

Jeg er en svoren tilhænger af analyser, der forudsiger, at positive (negative) forandringer i samfundsøkonomiske forhold vil påvirke politikernes popularitet positivt (negativt). Det synes f.eks. at være ret klart ved amerikanske præsidentvalg (se her og her), men gælder det også ved midtvejsvalg, som det USA skal have næste år? Ifølge den altid læsværdige blog/webportal RealClearPolitics.com er billedet lidt uklart, men måske der er noget om snakken.
Ihvertfald skal præsident Obama nok håbe på, at hans "approval ratings", der nu for første gang dykker under 50 pct., ikke falder yderligere.

Er der fløjpolitiske "cykler" i dansk politik?

2009-11-24T13:50:00.001+01:00

Jeg havde forleden denne klumme i Berlingske. På trods af redaktionssekretærens noget skarpe vinkling af rubrikken (der gjorde den mere personfikseret, end indholdet kan bære eller var ment som), så er indholdet nu sagligt nok (når jeg selv skal sige det): Bevæger dansk politik sig i pendul-lignende mønstre, hvor den ene fløj mere eller mindre systematisk udskiftes med den anden med jævne mellemrum? Mens jeg bestemt er af den holdning, at der findes "politiske cykler" (i.f.a. systematiske tendenser til, at f.eks. vælgerne straffer/belønner regeringer ud fra samfundsøkonomiens og/eller privatøkonomiens udvikling, og at borgerligt-liberale regeringer typisk giver højere skatter), kan jeg ikke se noget belæg for, at der er systematiske pendul-sving rent fløjpolitisk. Og hvorfor skulle der også være det?

Obamas hverdag II

2009-11-10T15:15:00.001+01:00

Min første "USA i dag"-klumme fra Berlingske, med lidt mere af samme karakter som før--men nu yderligere aktualiseret af sidste uges valg i flere delstater og fortsat faldende meningsmålinger.

Forskerstafetten

2009-11-06T12:51:00.000+01:00

Institut for Statskundskabs blad har været så flinke at interviewe mig om mine forskningsinteresser.

Dimensioner II: Alle vil gerne være midten

2009-10-26T10:40:00.003+01:00

Og her er så (i forlængelse af min foregående klumme)--fra dagens Berlingske Tidende--klumme nr. 2 om dimensioner og politik.

Dimensioner I: Er højre rykket mod venstre?

2009-10-23T20:05:00.002+02:00

Jeg har dd. min faste "Perspektiv"-klumme i Berlingske, denne gang med lidt om hvorvidt "højre" og "venstre" fortsat er meningsfulde, og hvorvidt de, der ligger til "højre", rykker så langt til "venstre", at de overhaler nogle af dem til "venstre" ...

Punditokraterne - igen

2009-10-22T20:00:00.000+02:00

Jeg er her i oktober--efter cirka et års pause--igen begyndt at blogge lidt på den blog, jeg selv lavede for fem et halvt år siden, Punditokraterne, men som jeg sidste år indledte en pause fra. Indtil videre gør jeg det at jeg her på stedet poster de mere forsknings-relaterede ting, mens jeg på Punditokraterne også poster mere politiske eller spøjse indlæg. Det vil medføre en vis cross-posting.

Nobelprisen i økonomi til Ostrom & Williamson

2009-10-12T13:09:00.008+02:00

Politologen Elinor Ostrom fik (sammen med Oliver Williamson) Nobelprisen i økonomi. Hende (og ham) har jeg længe været en fan af. Mere her.

Update: Nå ja, så glemte jeg vist at sige, hun er fhv. præsident for Public Choice Society samt fra tid til anden bidragyder til et vist tidsskrift "Public Choice", hvor hendes mand og mentor er redaktionsmedlem.

Update II: Fint sammendrag i Wall Street Journal.
Update III: Ups ... Kom lige i tanke om, at jeg faktisk har publiceret "sammen med" Elinor Ostrom--d.v.s., vi var i 2003 begge bidragydere til dette særnummer til ære for Mancur Olsons studier af kollektive handlingsproblemer.

Nobels Fredspris til Obama

2009-10-09T15:25:00.003+02:00

Jeg er de seneste timer blevet kimet ned vedrørende tildelingen af Nobels Fredspris til præsident Barack Obama. Det er givet omstændighederne svært at holde tungen lige i munden, men jeg prøvede da i et interview i Politiken--hvor et par af mine fagfæller faktisk lå meget på linie.

Min fortrinlige kollega Peter Viggo Jakobsen udtrykte det samme, som jeg tænkte, men lidt mere bramfrit. Associated Press' White House Correspondent havde en næsten lige så kontant kommentar her. Financial Times' Gideon Rachman kan--som så mange andre--godt lide Obama og ikke lide Bush men har dog denne nøgterne kommentar:

"The peace prize committee say that he is being rewarded for his “extraordinary efforts to strengthen international diplomacy”. But while it is OK to give school children prizes for “effort” - my kids get them all the time - I think international statesmen should probably be held to a higher standard."

Sigende nok var deadline for nominering af kandidater til prisen kun 12 dage efter Obamas tiltræden, hvilket nok siger et og andet

Den logiske konsekvens

2009-09-30T16:31:00.002+02:00

Min seneste "På Spidsen"-klumme fra Berlingske Tidende--denne gang om "civil ulydighed" og om moralisme og/eller relativisme i visse dele af det politiske spektrum.

Lighed og levestandard

2009-09-28T10:43:00.002+02:00

Det er vist 117. gang, at jeg slår dette slag i bolledejen ... Men det er altså ikke trivielt, at ulighed og fattigdom ikke er det samme.

Den politiske klasses arrogance

2009-09-15T09:26:00.002+02:00

Det er politikerne selv, der bestemmer, hvad og hvor meget de får for at være politikere. Behøver det være sådan?

Vox pop

2009-08-31T21:50:00.001+02:00

Jeg er simpelthen så træt af at blive få smidt i hovedet, hvad to-tre-fire mere eller mindre tilfældigt udvalgte danskere skal mene på få sekunder om et vigtigt emne. Læs mere her.

Hvor stor skal staten være?

2009-08-28T18:51:00.003+02:00

Hvilken farve skal månen have? Og hvor stor skal staten være? Det emne beskæftiger jeg mig dd. med i min faste "Perspektiv"-klumme i Berlingske Tidende. Jeg har skrevet om emnet før, men denne klumme er inspireret af en ny rapport af to bulgarske økonomer, der er fortsat i sporene efter en række af denne type af studier lavet de seneste to årtier (se f.eks. især her, samt her, her og her).

En ikke helt wertfrei klumme

2009-08-17T20:04:00.001+02:00

Hermed min seneste klumme fra Berlingske--som næppe kvalificerer som wertfrei kausalvidenskab ...

Obamas hverdag

2009-08-05T09:09:00.004+02:00

Jeg har tidligere redegjort for, hvorledes de næsten messianske forventninger til præsident Barack Obama efterhånden har måttet justeres i.f.t. den politiske hverdag. Det gør jeg nu igen i en klumme i Berlingske Tidende forleden. Det korte af det lange er, at Obama allerede nu er i visse problemer--trods et solidt politisk flertal i kongressen bag sig.

Hvad er årsagerne? Obama har ikke begået nogen store fejl, i hvert fald ikke af den umiddelbart synlige slags. Problemerne skyldes slet ikke Republikanerne--som fortsat ligger gevaldigt underdrejet, både i og udenfor kongressen.

Det ansete ugeblad The Economist peger i sin leder i denne uge på, at en årsag er, at Obama har overladt for meget af sin politik til partifællerne i kongressen—som ligger pænt til venstre for de amerikanske midtervælgere. De vil gerne bruge flere penge og blande sig i mere, end vælgerne er villige til og gør det ved så meget som muligt at føre hård blokpolitik. Dermed fremstår Obama ifølge bladet som en præsident, ”der enten bevidst eller instinktivt glider mod venstre, og som er mere optaget af luftige visioner end af detaljer”.

Hvis Obama vitterligt ligger i midten af amerikansk politik (sådan som de fleste midtervælgere nok troede, da de stemte på ham), hvorfor regerer han så ikke sådan? Der er to oplagte muligheder.

Den ene mulighed er, at han er en dårlig realpolitiker, som ikke kan få sine partifæller til at gøre, hvad han vil. Den anden er, at han måske slet ikke ligger i midten af billedet, men derimod som hans kritikere længe argumenterede med henvisning til hans fortid et pænt stykke ude på venstrefløjen af venstrefløjen. Det blev afvist som ”skræmmekampagne” og ”gammeldags”.
Men som præsident kan man ikke nøjes med at tale—man må handle, og på et eller andet tidspunkt viser man så, hvor man virkeligt står.

Dertil kommer, at hvis Obama gerne vil føre en mere venstreorienteret politik, så er det nu, han skal gøre det. Vi befinder os nu i ”en så seriøs krise”, at den—som hans stabschef sagde—”er for god til at spilde”. Jo nærmere han kommer på næste valgdag, jo sværere bliver det.

Jeg er selv nok meget enig med Sean Trendes analyse fra RealClearPolitics.com:

“Then we look to 2010. The average midterm loss for a President’s party since World War II has been 10.5% of its seats. But the economy isn’t looking too hale right now; the average loss for a President’s party when real disposable income rises by less than 2% is 13%. The average loss for a President’s party when the President’s approval is at or below 50% is 16%. And if you look at real disposable income increases of less than 2% and a Presidential approval of less than 50% -- at the very least a possible scenario for 2010 – you end up with a murderer’s row of midterm elections: 1946, 1974, 1982, 1994, 2006.

The four scenarios described above would translate to losses of 27, 33, 41, and 49 seats, respectively for the Democrats. The latter two would hand control of the House to Republicans, while the former would deprive the Democrats of working control of the House. And remember, these are just averages. Some results in each category are lower, but some are higher.
In other words, Obama realizes that the odds are not likely going to improve for the implementation of an aggressively liberal agenda. Right now, he is in the midst of a liberal moment, where he has governing majorities in each House. He wants to get a health care bill through that is the closest to his philosophy, and he knows that future Congresses are unlikely to have similarly hearty Democratic majorities.

So he’s “going for it,” knowing that if he can ram a bill through – and with a 80-seat majority in the House I think he ultimately will be able to – it will probably never be repealed, even if Republicans surge back in 2010. If he doesn’t do it now, he will likely be relegated to pursuing an incrementalist strategy, similar to what the Democrats have been pursuing since 1994. If you accept that Obama truly is a solid liberal at heart, not a centrist, and that he’s ultimately at least as concerned about getting this agenda through as he is getting re-elected, then his present approach makes sense.”

Så måske er det bare er, hvad han helst vil. I så fald har Obamas politiske udspil vist sig at ligge så ganske langt fra de midtervælgere, der i november 2008 valgte ham, at han er ved at støde dem fra sig. Endnu en indikation af, at det mestendels var recession og Bush fatigue snarere end begejstring for Obamas program, der afgjorde valget.

Vælgerne, krisen & markedsøkonomien

2009-07-07T10:17:00.002+02:00

I min seneste "Perspektiv-klumme" ser jeg lidt nærmere på, om der er noget, der tyder på, at vælgerne i kølvandet på krisen i deres handlinger eller holdninger straffer politikere eller politikker, der associeres med at være "pro-markedsøkonomi". Det synes ikke at være tilfældet--i særdeleshed ikke i USA, hvor vælgerne bemærkelsesværdigt nok er mere positive overfor en beskeden og begrænset stat end før krisen.

Skal "exit polls" forbydes?

2009-07-06T16:06:00.004+02:00

Hvor godt ramte meningsmålingerne og de såkaldte "exit polls" i.f.m. EP-valget og folkeafstemningen? Det diskuterer nogle af meningsmålingsfirmaerne (bl.a. her), mens andre har været hurtigt ude med én--indtil videre udokumenteret--påstand om, at afstemingsresultatet blev påvirket markant af mediernes omtale om "exit polls" tidligere på valgdagen. Det har--traditionen tro--fået nogle til igen at foreslå et forbud--herunder forskere der burde vide bedre. Jeg selv er uenig, som man kan læse her.

Grundloven og tronfølgen III

2009-06-10T00:57:00.004+02:00

Her er--af mulig interesse i forlængelse af de to foregående blog-poster og denne uges folkeafstemning--en kronik, jeg havde i Berlingske Tidende for næsten nøjagtigt ti år siden:

Berlingske Tidende 03.08.1999, 1. sektion, side 12:

Grundloven og tronfølgen

Kronik: Der er ingen nødvendig sammenhæng mellem en grundlovsrevision og en ændring af tronfølgen. Men der er mange, der gerne vil bruge det ene som løftestang for det andet.

Af Peter Kurrild-Klitgaard, Kommentator, Adjunkt, ph.d.

Nu hvor røgen efterhånden har lagt sig oven på festfyrværkeriet i forbindelse med grundlovens 150-års jubilæum, kunne det være på sin plads at standse op og lidt mere nøgternt vurdere kvaliteten af de mange forslag, der blev fremsat i jublen.

Nogle forslag var interessante, en del var ligegyldige, men konkurrencen var særlig hård om prisen for de mindst gennemtænkte. Blandt disse var f.eks. professoren i journalistik, som - vistnok i ramme alvor - i en kronik foreslog, at man ved en grundlovsrevision ikke kun skulle sikre retten til at ytre sig, men også indføre en pligt til at deltage i den demokratiske debat. Man kan kun gyse ved tanken om, hvilke straffe der skulle tildeles for ikke at deltage nok.

Og når talen er på forholdet mellem rettigheder og pligter, så var der hård konkurrence til professorens forslag. Socialistisk Folkeparti hentede en gammel hest frem og foreslog - igen vistnok i ramme alvor - at man skulle grundlovssikre »naturens rettigheder«. Her kan næppe være tale om menneskerettigheder, men det er bemærkelsesværdigt, at SF - der altid hellere vil tale om borgernes pligter over for staten end om borgernes frihedsrettigheder over denne - her helt glemmer spørgsmålet om pligter. For hvis »naturen« skal gives rettigheder, hvad skal dens tilsvarende »pligter« så være? At respektere borgernes rettigheder? At se lidt bedre ud? At være lidt mindre upraktisk?

Mens disse forslag i praksis er ligegyldige, så kan det samme desværre ikke siges om det forslag, der flere gange blev luftet af en lang række personer, bl.a. statsminister Poul Nyrup Rasmussen og Folketingets fhv. formand Erling Olsen. Disse benyttede lejligheden til at foreslå, at en revision af grundloven bør ske i sammenhæng med en revision af tronfølgen, især hvis kronprins Frederiks første barn bliver en datter. I så fald - hed det flere gange - bør tronfølgen ændres, så førstefødselsretten bliver ubetinget, d.v.s. at det er det ældste barn, uanset køn, der bliver tronfølger. Man kan mene, hvad man vil om nødvendigheden eller berettigelsen af en sådan ændring af tronfølgen. Men det er åbenlyst, at de, der har fremført dette argument, enten ikke kender grundloven, eller også er ude i et ganske andet ærinde. For der er absolut ingen nødvendighed i at kæde en revision af det ene sammen med en revision af det andet.

Tronfølgen er - i modsætning til hvad mange tror - ikke bestemt af selve grundloven. Der står faktisk ikke et ord om tronfølgen i grundloven. Den er derimod et sidestillet dokument [som der blot henvises til], der for at kunne ændres skal gennem samme proces, men det er også det hele. Man kan sagtens ændre tronfølgeloven uden at ændre [selve] grundloven, og omvendt. Juridisk set er der lige så stor sammenhæng mellem de to, som der er mellem en finanslov og f.eks. en lov om rockeres tilholdssteder. Kort sagt: Hvis politikerne virkelig mener, at tronfølgen skal ændres, hvorfor så vente på den langt mere komplicerede grundlovsrevision? Dertil kommer, at argumentationen for betimeligheden af en revision er en mellemting mellem dårlig og usaglig.

I Sverige ændrede man tronfølgen netop således, at man indførte absolut førstefødselsret, og dér gjorde man det netop, som det nu foreslås, reelt med tilbagevirkende kraft. Resultatet var, at den daværende tronfølger, prins Carl Philip blev erstattet som sådan af sin storesøster, prinsesse Victoria. Det er nok ikke noget dårligt valg, men princippet er vel netop, at det ikke bør være et valg. Ændrer man på tronfølgen ikke ud fra generelle principper, men ud fra særlige hensyn til specifikke enkeltpersoner, har man i virkeligheden ophævet idéen om et konstitutionelt monarki og i stedet indført en slags præsidentielt pseudo-monarki med frit valg.

Det er uhyre svært at få ændret grundloven. Men hvis grundlovsændringen kobles med et folkeligt populært forslag, kan det sidste måske bære det første igennem Men måske langt farligere er, at man dermed sætter en farlig præcedens. Logikken i et retssamfund er og bør være, at love ikke ændres med henblik på specifikke personer. Justitia skal være blind, og man bør ikke lave love, der rammer Peter specifikt, men ikke Poul.

Men institutionaliserer man, at det er acceptabelt at ændre på de fundamentale forfatningsmæssige regler ud fra hensyn til specifikke enkeltpersoner, er det i det lange løb en trussel mod retssikkerheden. Ønsker man at holde fast i retsprincippet, bør man derfor snarere gøre som i Norge, hvor man også, i 1990, har indført fuld kvindelig arvefølge og absolut førstefødselsret, men hvor sidstnævnte først træder i kraft for personer født efter lovens ikrafttræden. Men hvis forslaget vitterlig er så dårligt, hvorfor kommer det så på banen? Og hvorfor netop fremsat af socialdemokrater?

Svaret er - som enhver politiker ved - at det er uhyre svært at få ændret grundloven. Ikke bare skal forslaget vedtages af to folketing, med et valg imellem, men det skal også vedtages af et flertal ved en folkeafstemning, og hvor ja-stemmerne udgør mindst 40 pct. af samtlige stemmeberettigede. Det sidste krav er uhyre svært at opfylde og har tidligere været årsag til, at grundlovsændringer er blevet forkastede. Men hvis grundlovsændringen kobles med et folkeligt populært forslag, kan det sidste måske bære det første igennem. Og i disse royalt begejstrede tider, og hvor vi alle støtter en grundlæggende juridisk ligestilling af kønnene, er der næppe noget, der i den grad ville kunne bære en grundlovsændring igennem som et forslag om revision af tronfølgen. Det lærte politikerne i 1953, da man vedtog den afskaffelse af Landstinget, som man længe havde ønsket, men hvor det var indførelsen af kvindelig arvefølge, der bragte stemmedeltagelsen op.

Men der er en anden grund til, at nogle politikere er særlig interesserede i at koble en ændring af grundloven sammen med en ændring af tronfølgen. Formodentlig stort set alle kvindelige vælgere vil være for en indførelse af ubetinget førstefødselsret, og givetvis vil de fleste mænd også, og ganske mange vil formodentlig være passionerede støtter - langt mere end deres støtte til nogen enkelt grundlovsændring. En ændring af tronfølgen vil dermed gøre det muligt at bære grundlovsændringer igennem, som ellers ikke ville have en jordisk chance for at blive vedtaget.

En socialdemokratisk ledet regering vil f.eks. uden tvivl bruge lejligheden til sammen med venstrefløjen at formulere nye grundlovsbestemmelser, der vil udhule de traditionelle frihedsrettigheder og øge socialiseringen og den politiske styring af samfundet. Men den eneste måde, hvorpå en vælger vil kunne stemme nej til dem på, er ved samtidig at stemme nej til det populære forslag om en ændring af tronfølgen. En socialdemokratisk ledet regering vil f.eks. uden tvivl bruge lejligheden til sammen med venstrefløjen at formulere nye grundlovsbestemmelser, der vil udhule de traditionelle frihedsrettigheder og øge socialiseringen og den politiske styring af samfundet.

Men der er altså ingen nødvendighed i at koble de to ting sammen i ét forslag. Man kan enten have to helt separate afstemninger med lang tid imellem dem, eller man kan for den sags skyld have to samtidige afstemninger, én om grundloven og én om tronfølgen, hvor man kan stemme ja til begge, nej til begge, eller vælge og vrage.

Det er derfor, at Poul Nyrup Rasmussens og Erling Olsens strøtanker er intellektuelt uhæderlige. Mener man, at tronfølgen bør ændres, så bør politikerne gøre kongehuset og borgerne den tjeneste at gøre det hurtigst muligt - eller også lægge den på is i en generation, eller så længe at det netop ikke vil være et valg. Og under alle omstændigheder bør man have den anstændighed at erkende, at det ene intet har med det andet at gøre og derfor sætte dem til afstemning separat.

Grundloven og tronfølgen II

2009-06-08T22:41:00.002+02:00

Min efteranalyse af folkeafstemningen om Tronfølgeloven--i morgendagens Berlingske Tidende. Forgængeren findes her og nedenfor.

Grundloven og tronfølgen

2009-06-06T14:27:00.003+02:00

En fremtidig grundlovsreforms fremtid burde ikke kunne afgøres af noget så relativt uvæsentligt som, hvorvidt der er eller ikke er kønsligestilling i Tronfølgen. Læs min klumme i Berlingske Tidende.

Update: Lederskribenten hos 180grader var tilsyneladende enig.

Politikere og moral

2009-05-21T13:45:00.001+02:00

Min seneste "På Spidsen"-klumme fra Berlingske Tidende--denne gang om, hvordan politikere ofte mener, at borgerne skal gøre ét, men selv praktiserer noget andet.

Det klima-industrielle kompleks

2009-05-21T13:31:00.004+02:00

Min gamle kollega, fagfælle og studiekammerat, Bjørn Lomborg, har en tankevækkende kronik i Wall Street Journal om det, der kan kaldes det "klima-industrielle kompleks": Snævre særinteresser med en privatøkonomisk interesse i at ekspandere miljøreguleringen og derfor i at overdimensionere miljørpoblemerne:

"This phenomenon will be on display at the World Business Summit on Climate Change in Copenhagen this weekend. The organizers -- the Copenhagen Climate Council -- hope to push political leaders into more drastic promises when they negotiate the Kyoto Protocol's replacement in December.

The opening keynote address is to be delivered by Al Gore, who actually represents all three groups: He is a politician, a campaigner and the chair of a green private-equity firm invested in products that a climate-scared world would buy.

Naturally, many CEOs are genuinely concerned about global warming. But many of the most vocal stand to profit from carbon regulations. The term used by economists for their behavior is "rent-seeking."

The world's largest wind-turbine manufacturer, Copenhagen Climate Council member Vestas, urges governments to invest heavily in the wind market. It sponsors CNN's "Climate in Peril" segment, increasing support for policies that would increase Vestas's earnings. A fellow council member, Mr. Gore's green investment firm Generation Investment Management, warns of a significant risk to the U.S. economy unless a price is quickly placed on carbon.

Even companies that are not heavily engaged in green business stand to gain. European energy companies made tens of billions of euros in the first years of the European Trading System when they received free carbon emission allocations. ...

U.S. companies and interest groups involved with climate change hired 2,430 lobbyists just last year, up 300% from five years ago. Fifty of the biggest U.S. electric utilities -- including Duke -- spent $51 million on lobbyists in just six months.

The massive transfer of wealth that many businesses seek is not necessarily good for the rest of the economy. Spain has been proclaimed a global example in providing financial aid to renewable energy companies to create green jobs. But research shows that each new job cost Spain 571,138 euros, with subsidies of more than one million euros required to create each new job in the uncompetitive wind industry. Moreover, the programs resulted in the destruction of nearly 110,000 jobs elsewhere in the economy, or 2.2 jobs for every job created."

Moral blandt britiske politikere & "clubmen"

2009-05-21T12:21:00.003+02:00

Den omsiggribende skandale om britiske politikeres misbrug af offentlige kasser til private formål fik forleden i den fine avis The Telegraph nogle kloge ord med på vejen af Andrew Roberts, der var forarget over premierminister Gordon Browns indirekte sammenligning af politikerne med medlemmerne af "private gentlemen clubs", d.v.s. de klubber, der mestendels er beliggende i London-bydelen St. James. Som en dedikeret og begejstret "club man" kan jeg kun være enig i udsagn som f.eks. dette:

"What infernal cheek! How dare the denizens of Westminster, mired in this cesspit of scandal of their own making, look three-quarters of a mile westwards and try to equate London clubmen with their repulsive practices. If one is looking for sleaze and corruption in today's society, where do you look for it: Westminster, or St James's? If club members were caught doing half of what it turns out MPs have been up to, they would immediately be forced to resign their memberships and never show their faces again. ...

The House of Commons has been called "the best club in London", but only by people who aren't members of any others. For it lacks the key ingredient that makes up a really good club: the blackball. Absolutely anybody can become a Member of Parliament who has the qualifications of a thrusting temperament, opinionated nature, desire to boss us about, need to show off and, very often, a gnawing inferiority complex and mother fixation. Who would want to belong to a club full of people like that? ...

If you want to witness vicious, noisy, self-interested, boorish and, we now discover, corrupt behaviour in London society, where would one go? To the sepulchral Athenaeum, courtly Brooks's, elegant White's, beautiful Garrick, noble Pratt's, witty Beefsteak or palatial Reform? Or to the chamber of the Commons on any day the House is sitting?"

Myten om de uregulerede markedskræfter

2009-05-15T10:56:00.003+02:00

Jeg har dd. min faste klumme i Berlingske--denne gang om den p.t. ofte hørte påstand om, at vi lever i en verden af "laissez-faire" og "uregulerede markedskræfter".

Når meningsmålinger giver politisk ukorrekte svar ...

2009-05-04T13:20:00.003+02:00

Min "På Spidsen"-klumme i Berlingske dd. beskæftiger sig med et emne, som jeg normalt holder mig langt fra: Indvandring og integration. Imidlertid er de omtalte meningsmålinger gode eksempler på, at "lytterne" nogle gange ikke ønsker at høre de budskaber, de ikke kan lide ...

Obamas forandring

2009-04-26T23:30:00.001+02:00

Barack Obama lovede under sidste års præsidentvalgkamp, at han stod for "forandring"--bl.a. af den måde, hvorpå Washington fungerer. Ser man på hans første 100 dage, er der bestemt partipolitiske forandringer--men ikke så meget andet.

Politikken bliver i familien ...

2009-04-20T12:11:00.003+02:00

En avisklumme om, at dansk politik mere og mere begynder at ligne et oligopol af politiske klaner ...

Hvad betød Fogh?

2009-04-06T15:00:00.002+02:00

Jeg har dd. en klumme i Berlingske Tidende, hvori jeg berører én facet--om end måske en central én--af spørgsmålet om, hvad Anders Fogh Rasmussen har betydet politisk.

Ny bog (næsten) med artikel om dansk politiks dimensioner

2009-04-01T16:26:00.005+02:00

Tillad mig at reklamere for, at jeg for nogle måneder siden udsendte bogen "Partier og partisystemer i forandring" (redigeret sammen med Karina Kosiara-Pedersen) som et festskrift i anledning af min chef og gamle lærer, Lars Billes, 65 års fødselsdag.

I bogen--der har indlæg fra en række prominente partiforskere (hvilket jeg ikke selv er)--skriver jeg sammen med mine estimerede kolleger Robert Klemmensen og Mogens N. Pedersen om, hvordan årtiers forskning i, hvor mange dimensioner, der er i dansk politik, stort set uanset hvilken metode, der anvendes, synes at give de samme resultater. Der er--uanset om man ser på politikernes afstemningsadfærd, deres taler, partiernes programmer, vælgernes vurderinger, politikernes egne vurderinger ... o.s.v.--stort set altid tale om en mere eller mindre forudsigelig "højre-venstre"-skala. Lidt pudsigt.

Nogle forsvundne avisklummer om kapitalisme og den offentlige sektors størrelse ...

2009-04-01T15:53:00.007+02:00

Berlingske Tidendes hjemmeside er desværre ikke altid helt, hvad den skal--og kan--være. Så der er nogle af mine forskellige indlæg i avisen, der aldrig er kommet med dér, og derfor komme de så her. Én klumme om, at størrelsen betyder noget--altså at det ikke er trivielt, om vi har en stor eller lille offentlig sektor. Og her er en anden om, at rygterne om kapitalismens snarlige undergang--også denne gang--er noget overdrevne.

En ny politisk klasse? II

2009-03-22T23:28:00.002+01:00

Hvad sker der med dansk politik, når stadigt flere politikere får politik som en egentlig levevej? Det berøres i denne klumme, der nærmest er en slags åndelig forsættelse af en anden nylig.

Hvem hæver skatterne mest?

2009-03-20T08:45:00.001+01:00

I forlængelse af min kronik om skattereformen i sidste uge, har jeg dd. en klumme i Berlingske Tidende om, hvilke regeringer der hæver skatterne mest. Svaret vil måske overraske nogle.

Kronik om skattereformen

2009-03-18T08:20:00.004+01:00

Jeg havde forleden denne kronik i Berlingske Tidende, om den såkaldte "skattelettelse" og "skattereform". Den er nu--med nogen forsinkelse--kommet på avisens hjemmeside.

En upolitologisk klumme

2009-02-23T19:46:00.005+01:00

Min seneste klumme fra Berlingske Tidende (dd.) er ikke just politologisk.

New article on voting paradoxes

2009-02-18T10:51:00.004+01:00

My most recent, published English-language academic article is this one, in Scandinavian Political Studies, dealing with the possible occurrence of "voting paradoxes" in Danish parliamentary elections. In many ways that study began with a much earlier finding of a "Condorcet cycle" in Danish voter preferences in this 2001-article.

En ny politisk klasse?

2009-02-13T17:43:00.006+01:00

Mandag havde jeg en klumme i Berlingske om de politiske kommentatorer--og krigen imellem dem.

Velkommen til min nye hjemmeside

2009-02-13T12:40:00.002+01:00

Jeg har valgt at omlægge min gamle (web 1.0, anno ca. 1998-agtige) hjemmeside til blog-format. Det har jeg--med en vis succes--prøvet før, da jeg i 2005 lavede Punditokraterne.

Siden her vil dog ikke så meget have karakter af en "debatterende" blog, som det vil være en anden måde at annoncere nyheder, links til min forskning o.l., samt på anden vis kommunikere med mine studerende og omverdenen.

Velkommen til.